I forbindelse med vores projekt, har der været mange spændende fokuspunkter at diskutere undervejs. Et at de punkter, jeg selv er blevet meget opmærksom på, er den måde jeg optræder som lærer på. Projektet har været en stor hjælp, i forhold til at reflektere over egen lærergerning. Bruger man den nødvendige tid hos eleverne og hjælper man dem på den mest hensigtsmæssige måde? I den reflektering, har jeg vekslet mellem to begreber jeg kalder for “Zapperlæreren” og “Fordybelseslæreren”. Efter de første par måneder i 2.d, syntes jeg i den grad, at jeg “tjente mine penge”, når jeg i stort set alle lektioner stormede rundt for at hjælpe eleverne. Jeg blev kun hos dem i få sekunder, løste til tider deres opgaver for at det skulle gå hurtigt, og havde kun i meget begrænset omfang dialog med eleverne, eller tid til at lytte til deres frustrationer. Efter et stykke tid, og efter at have set mig selv som “Zapperlærer” i klassen, besluttede jeg, at der skulle ske noget andet. Hverken elever eller lærer kunne være tjent med det. Vi begyndte i langt højere grad at arbejde med selvhjælp, spørg din sidemand/gruppe og brug kun læreren til det absolut nødvendige. Desuden besluttede jeg, at jeg hellere ville hjælpe en elevgruppe to gange på en lektion og så blive hos dem i et par minutter, frem for at hjælpe dem ti gange uden at det gav mening. På den måde, tog min undervisning en drejning, hvilket betyder, at jeg nu kalder mig selv for “fordybelseslærer”. Eleverne er blevet mere selvhjulpne, de bruger hinanden bedre og spørger nu kun mig, hvis der ikke er andre muligheder. Denne reflektion har været yderst brugbar, både for mig som lærer, men også for en klasse, der er på vej mod større selvstændighed.
VIDEO AF ZAPPERLÆREREN I KLASSERUMMET
VIDEO AF FORDYBELSESLÆREREN I KLASSERUMMET
Claus Rasmussen
